Flere nyheder

 
Udstilling
Stanley Kubrick

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stanley Kubrick
Lør. 23. sep. 2017
kilde: KultuNaut

Kunstforeningen GL STRAND præsenterer "Stanley Kubrick - The Exhibition". Det bliver den første præsentation i Norden af udstillingen, som over hele verden har tiltrukket et stort antal besøgende - fra byer som LA, Seoul, Amsterdam og senest i Mexico City. Udstillingens store popularitet er et vidnesbyrd om Kubricks enorme betydning som filminstruktør.

Stanley Kubrick døde pludseligt i marts 1999 - kort før premieren på sit sidste værk Eyes Wide Shut. Han efterlod sig ikke kun en imponerende filmarv og uafsluttede projekter, men også en enorm samling af manuskripter, designskitser, noter, fotografier, kostumer, rekvisitter og andre unikke genstande fra sine mange filmoptagelser.

Udstillingen i København er særligt tilrettelagt til GL STRAND med fokus på Kubricks visionære arbejde inden for det æstetiske, tekniske og fortællemæssige, og zoomer ind på det mangfoldige materiale med Kubricks film i centrum.

Rum for rum, fra første til tredje etage i GL STRAND, fortælles historien om Stanley Kubricks fantastiske udvikling - fra succesfuld fotograf for LOOK Magazine i en alder af kun 17 år til han bryder igennem i filmens verden knap 30 år gammel og efterfølgende skaber den ene mesterlige filmfortælling efter den anden. Hele vejen igennem tilbyder udstillingen, udover et kendskab til hans mange værker, også et nærbillede af Kubricks engagerede arbejdsmetoder og kunstneriske processer samt et indblik i hans store uafsluttede projekter, storfilmene Napoleon og Aryan Papers samt science fiction filmen AI, som siden blev instrueret af Steven Spielberg.

Stanley Kubrick - The Exhibition kan opleves 23. september - 14. januar 2018:

Kunstforeningen GL STRAND
Gammel Strand 48
1202 København K.

http://www.glstrand.dk/

Udstillingen i København er tilrettelagt af Kunstforeningen GL STRAND og Søren Høy som en del af Kubrick Festival 2017.