Kunsthal Kongegaarden

Besøg kunsthallen i det fredede barokhus!
Det fredede barokhus "Kongegaarden" er et udstillings- og koncertsted i Korsør. Kongegaarden vil markere sig som en uomgængelig, international kunst- og kulturinstitution, der ikke blot er til glæde for de lokale borgere, men som også sætter hele Vestsjælland på det kunstneriske landkort.
Kongegaarden er et af Danmarks væsentligste borgerlige rokokohuse i provinsen. Den blev allerede fredet i 1918 og fremstår som den første gennemført arkitektonisk bearbejdede bygning i Korsør, der i 1700-tallet havde under 1000 indbyggere. Med sin størrelse og fine udsmykning har Kongegaarden i den grad skilt sig ud fra de øvrige huse i den lille by. Amalienborg-kvarterets palæer i København har også været inspirationskilde til arkitekturen, og byggeriet er et af de få eksempler på et monumentalt rokokobyggeri i provinsen. De oprindelige fire renæssancefigurer fra Basnæs har stået på de borthuggede konsoller. Man ved ikke, hvornår de oprindelige figurer er blevet fjernet, men i midten af det nittende århundrede fandt man stumper af stenfigurer, nøgne fødder i sandaler og hoveder med hjelme. Det har derfor nok været romerske krigerskikkelser, da den slags drabanter som portvagter var meget yndede dekorationer i renæssancen. I stedet for 'krigerne' er der i dag fire andre sandstensfigurer, der symboliserer de fire årstider og som kunstneren Marius Hammann har anbragt dér på konsoller i forbindelse med den store restaurering, som blev foretaget i 1901-02 af arkitekt Mathiesen. Mange spændende historier har udspillet sig i Kongegaarden. Blandt de prominente gæster, som også spiller en stor rolle i Danmarkshistorien, var Christian VII, som spiste middag og overnattede i Kongegaarden i 1767. Hans dronning Caroline Mathilde boede også i Kongegaarden i 1771 sammen med sin elsker Johann Friedrich Struensee. I dag er det borgerlige rokokohus en progressiv kunsthal med billed- og lydkunst, koncerter samt en stor samling af Harald Isensteins værker. Der er offentlig adgang til Kongegaardshaven, og om sommeren danner haven ofte ramme om forskellige arrangementer og koncerter arrangeret af enten Kongegaarden eller lokale foreninger.
På gensyn i Vestsjællands Kunsthal!

Kunsthal Kongegaarden

Algade 25A

4220 Korsør

Tlf: +45 58 37 78 90

Yderligere information: Hjemmeside
Åbningstider:

Åbent: Kl. 11 til 16.00 ikke mandag