Glyptoteket

Dantes Plads 7, København V

Torsdag den 2. maj 2024, kl. 17-18.30.



Foredrag

Rewilding. En samtale om at kuratere naturen

Torsdag den 2. maj kl. 17-18.30. Menneskets aftryk på naturen kan ikke undervurderes. Dyrearter uddør i hidtil uset hast, og vild natur er et særsyn i Danmark. Men kan vi bremse udviklingen?

Mød præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding og professor i makroøkologi Jens-Christian Svenning i en samtale om rewilding, såkaldt genforvildning af naturen.
Med rewilding sigtes der mod at bevare og genoprette områder med vild natur blandt andet ved at genintroducere udvalgte dyrearter. Rewilding har en positiv effekt på biodiversitetskrisen og meget tyder på, at den mere vilde natur også kan hjælpe på klimakrisen. Men hvordan finder man balancen mellem at tilrettelægge genforvildningen og at slippe kontrollen over processen? Og hvilken rolle spiller de store dyr? Hvordan kuraterer man naturen?
Klimajournalist Nina Bendixen leder samtalen, som afholdes i anledningen af Glyptotekets særudstilling 'Efter naturen - Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier'. Udstillingen kan opleves enten før eller efter samtalen.
Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen byder velkommen og introducerer udstillingen.
Arrangementet er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Glyptoteket og Carlsbergfondet.

Pris fra 30 kr

Om Jens-Christian Svenning Jens-Christian Svenning er professor i makroøkologi og centerleder på Aarhus Universitet, hvor han forsker i biodiversitet og økosystemer og hvordan disse bliver påvirket af mennesker og klimaændringer. Jens-Christian Svenning er desuden optaget af, hvordan vi bedst laver naturbeskyttelse og -genopretning og har i denne forbindelse arbejdet med metoder til genopretning af vild natur, der skal komme både klimaet og økosystemerne til gode.
Om Maria Reumert Gjerding Maria Reumert Gjerding er uddannet miljøplanlægger og tog drømmen om et grønnere samfund med ind på Christiansborg som folketingsmedlem og ordfører for bl.a. miljø, klima, landbrug og grøn omstilling. I dag er hun præsident i Danmarks største grønne organisation, Danmarks Naturfredningsforening og forperson i Tænketanken Hav. Her fortsætter hun arbejdet for mere natur og biodiversitet, et renere miljø og at der tages hånd om klimakrisen.
Om udstillingen I 'Efter naturen' dykker Josefine Klougart ned i menneskets forhold til naturen set gennem kunstens prisme. Naturen, som vi kendte den, eksisterer ikke længere. Gennem kunsten udforsker hun dens skønhed og forsvinden i vores moderne virkelighed.
Udstilling og tekst er tæt forbundne og udfoldes i syv "kapitler". Kunstværkerne maler et billede af den periode, hvor industrialiseringens påvirkning af klimaet blev afgørende. Udstillingen tæller mesterværker fra Glyptotekets samling af franske malere som blandt andre Edgar Degas, Paul Cézanne, Paul Gauguin og Henri Rousseau samt danske malere som Christen Købke, Christoffer Wilhelm Eckersberg og Johan Thomas Lundbye.
Læs mere om udstillingen her.
Pris og billetter Årskortholder: 30 kr. Voksen: 145 kr. Medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening med gyldigt medlemsbevis: 115 kr. Under 27/studerende med gyldigt studiekort: 115 kr. Under 18 år: 30 kr.

Billetten inkluderer entrébillet til museet hele dagen, så du kan opleve museets samlinger ifm. arrangementet. I Picnic kan du spise dejlig aftensmad eller nyde et glas. Husk at reservere bord her.
Billetter købes via Billetto.Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.
Køb årskort og opnå rabat på mange andre arrangementer samt i Glyptotekets butik og café. Læs mere og køb årskort her.
Medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening tilbydes på aftenen 10 % rabat på essayet 'Efter naturen' af Josefine Klougart.

Tilmeld dig Glyptotekets nyhedsbrev her.

Tak Udstilling og essay er generøst støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dansk Tennisfond, Arne V. Schleschs Fond, Landsdommer V. Gieses Legat og Nikolai og Felix Fonden.

Entré: 30 kr

Køb/bestil billet