Spring til indhold

Guidet tur på engelsk: Arne Jacobsen and SAS Royal Hotel

Udstilling: Arkitektur

Tag med på tur, og bliv klogere på den danske arkitekt og designer Arne Jacobsen - hans arbejde og hvad der inspirerede ham. Turen starter på DAC, og slutter på det tidligere SAS Royal Hotel, hvor vi besøger det legendariske Room 606.

Turen guides på engelsk og tilbydes to gange hver måned.

Nøgler, bestik, armaturer, dørhåndtag, lamper, sofastoffer, gardinstænger, stole og selvfølgelig selve bygningen - SAS Royal Hotel er et Gesamtkunstværk. Skabt i en tid, hvor elegance og jetset-liv blev forenet i en flyterminal med orkidéer, æg og svaner. Arne Jacobsen var en ener. En radikal formgiver og et multitalent, der blev inspireret af strømninger ude i verden, som mange endnu ikke havde fået øje på dengang tilbage i 1920'erne, og som stadig opleves moderne i dag.

Turens højdepunkt er besøget i værelse 606, som er det eneste værelse på hotellet, der stadig står som Arne Jacobsen designede det. Men inden da, mødes vi i Dans Arkitektur Center, hvor DACs guide tager imod og introducerer til arkitekten og designeren Arne Jacobsen: Hvilke vigtige nedslag i hans karriere og inspiration udefra bidrog til formgivningen af SAS Royal Hotel? Hotellet var et hovedværk for Arne Jacobsen, og en milepæl i dansk arkitektur. På alle måder et signaturbyggeri, hvor al Arne Jacobsens kreativitet og innovation kondenseres ind i et værk.Fra lille skala til stor skala. Fra bestik til bygning.

Turen begynder i DAC med en introduktion til Arne Jacobsen. Efter ca. 30 minutters introduktion, fortsætter vi sammen de omkring 1,5 km. op til SAS Royal Hotel ( i dag Radisson Collection Royal Hotel) i Hammerichsgade ved Vesterport Station.

Her fortæller vi om dengang, da hotellet fungerede som det første stop på flyrejsen ud i den store verden, og om Arne Jacobsens tanker bag byggeriet af Danmarks første designhotel.

Turen er udviklet i et eksklusivt samarbejde med Radisson Collection Royal Hotel.

Praktisk
Turen er på ca. 1,5 km.
Turen begynder i Dansk Arkitektur Center og ender på hotellet. Du er velkommen til at følges med guiden tilbage til DAC.
Turbilletten giver gratis adgang til DAC på dagen for turen.
Husk, at vi har åbent til kl. 21 om torsdagen.
Under besøget på værelse 606, må der gerne tages fotos til privat brug.
Turen er tilrettelagt så der er maksimal tilgængelighed for gæsterne.

Foto: Paul Warchol