Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Kollektiv søndagsslapper (med mulighed for fælleslæsning)

Diverse: Andet



Vær med til en fælles søndagsslapper i Vartovs grønnegård, hvor vi denne søndag forsøger at gøre os umage med at huske, at søndagen også er en hviledag.

Fra 17-19 søndag 8. september er der mulighed for ro og fordybelse et stenkast fra Rådhuspladsen i København. Grønnegården i Vartov fyldes med jazz og der er mulighed for at købe suppe, saft, kage og andre lækkerier i baren.

Derudover rig mulighed for at tage en søndagssnak med andre, at kigge op i himlen eller lukke øjnene for en stund.

Har man lyst til lidt flere vitaminer til hjernen, er der desuden mulighed for at deltage i en guidet fælleslæsning. En læseguide fra Læseforeningen læser et udvalgt stykke litteratur højt. Undervejs i fortællingen er der plads til at tale om de tanker, erfaringer og følelser, som historien sætter i gang. Det kræver ingen forberedelse at være med, og du behøver ikke at være belæst. Du kommer bare som du er og deltager, som du har lyst!

Søndagens musik leveres af fire dygtige jazzmusikere, som tager Højskolesangbogen og The Great American Songbook under poetisk og kærlig behandling.

Lyt til Jakob Sørensen på trompet, Morten Grønvad på vibrafon, August Engkilde på bas og Ulrik Bisgaard på trommer.