Spring til indhold

Koncert med Asbjørn

Musik: Andet/Ukendt

Asbjørn får klaveret til at danse på solo-tour På sit kommende album har Asbjørn danset modet og musikken frem.

Mens de trofaste fans og den internationale popscene afventer hans nye musikalske træk, drager han på en intim solo-tour og angriber endnu engang popmusikken fra en ny vinkel; de sorte og hvide tangenter. Legesygen, inderligheden og dansen går side om side i Asbjørns unikke tilgang til poppen. Han er opvokset på Testrup og Ry Højskole med rytmer fra hele verden, Madonna, Spice Girls og David Bowie på tv-skærmen og et Schubert-partitur på familiens klaver. Her begynder han at skrive sange om at være en anderledes dreng og modet, det kræver at stå ved sig selv. Som 19-årig starter han sit eget pladeselskab for at bevare sin kreative frihed og etablerer et pop-laboratorium, hvor polyrytmer, melankoli og elektronisk legesyge støder sammen. Informations Ralf Christensen kalder ham "en moderne anmelders våde drøm", og hans albums omtales som "hjertemassage til en genre i fare for at miste sin kant" og "en ode til alle der ikke passer ind". Fra sveddryppende natklubber i Berlin, over smoggede tagterrasser i Shanghai, til de orange duge på Roskilde Festival, turnerer Asbjørn over det meste af verden. Det kommende album er produceret af Asbjørn selv i tæt samarbejde med Steffen Lundtoft fra det internationalt anerkendte band, Lowly. Men han bruger desuden sin platform til at optræde for tusindvis af skoleelever hvert år i forsøget på at skabe forståelse og dialog. I 2022 udgav han albummet Boyology, samt sangen 'Farver' med Tessa og markerede sig yderligere som en af vores generations vigtige LGBT+ stemmer. Denne koncert bliver dermed en premiere på meget af materialet fra det nye album. I dette særlige møde mellem kunstner og publikum, kommer Asbjørn helt ind under huden på publikum og vice versa, når popmusikeren lader paraderne falde. I det intime rum vil klubben og dens dansende kroppe pulsere i Asbjørns fingre på tangenterne, mens hans stemme og tekster skaber hudløs kontakt til sit publikum. For hvad end han danser på de store festivalscener eller bag klaveret, er musikken midlet og frigørelsen målet. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.