Spring til indhold

Kunstudstilling m. Vibeke Schou

Udstilling: Billedkunst

Træd ind i mørket og ind i fantasiens verden, når Vibeke Schou gæsteudstiller i Vaskeriet, Annebergparken 28B, under årets litteratur- og fortællefestival IND I MØRKET.

Hos Vibeke Schou støder to verdener ofte sammen. ... [Hendes] malerier er skønne at dykke ned i. De fortæller om ensomhed, og om det at være anderledes, men også om fantasiens helbredende virkninger. Og kærlighedens helende kraft.

Sådan beskriver Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands-Posten og redaktør af Kunstavisen, Vibeke Schous kunst i bogen 101 KUNSTNERE 2022/23.

Oplev Vibekes skønne fantasiværker, hvor verdener støder sammen på smukkeste vis, ofte med bøger og litteratur som grænselandet og tærsklen til verdener af muligheder - i bogcaféen i Vaskeriet i Anneberg Kulturpark under hele festivalen den 14.-18. oktober. Der er gratis adgang.

Vibeke Schou (f. 1986) er autodidakt maler, der til daglig arbejder som Business Intelligence Architect. I sin sparsomme fritid maler hun i akryl. Den stil, hun maler, kalder hun selv for illustrativ realisme, da hun maler forholdsvis naturalistisk men mest inden for fantasy og drømmeverdenen. Og i mange instanser med udgangspunkt i bøger og de verdener og forestillinger, der udspringer fra tekst på en side. Hun bor i Karlslunde og er mor til to.

Udstillingen er en del af litteratur- og fortællefestivalen IND I MØRKET, der foregår i efterårsferien (uge 42) den 14. - 18. oktober.

Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden og Odsherred Kommunes Kultur- og Brandingpulje.