Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Aflyst: Vær sammen om historien: Vores beskyttede nationalsamling

Diverse: Foredrag

Vær med til - sammen med andre - at dykke ned i vores fælles historie; og vær med til at undersøge, hvordan den har formet vores fælles nutid.

De kulturgenstande og kunstværker vi betragter som særligt sjældne, bevaringsværdige eller af enestående national betydning må ikke forlade Danmark uden en konkret tilladelse. Det er bestemt ved loven om sikring af kulturværdier som trådte i kraft den 1. januar 1987.

Siden dengang har det såkaldte Kulturværdiudvalg været med til at sikre at sjældne kulturarvsgenstande bliver i Danmark. Men hvordan sikrer vi at vigtig kulturarv bliver i Danmark? Og hvilke genstande har Kulturværdiudvalget sikret igennem årene?

Bliv klogere på dette og hvordan det er at arbejde ved Kulturværdiudvalget på denne spændende selskabsgang.

Dagens møde indledes med et livestreamet oplæg af Laura Søvsø Thomasen, akademisk medarbejder ved Det Kgl. Bibliotek og sekretær i Kulturværdiudvalget.

Hvad er Det Hemmelige Selskab for Historie: Vær sammen om historien

Det Hemmelige Selskab for Historie, som ikke er mere hemmeligt, end at vi gerne taler højt om det.

Selskabet består af en mindre gruppe nysgerrige mennesker, der mødes på biblioteket - og du er inviteret til at være med! Du kan deltage i et enkelt møde eller allerede nu melde dig til alle efterårets tre samtaler.

Hver gang indleder vi med et kort, direkte streamet, engagerende oplæg fra en historiker, forsker eller formidler fra et af Danmarks museer og samlinger. Herefter er ordet frit, men mødelederen hjælper gerne med at guide samtalen.

Det kræver hverken mere end almindelig nysgerrighed eller viden at deltage. Og der skal ikke læses bøger eller andet på forhånd, men måske får du lyst til at læse videre bagefter. I hvert fald bliver du præsenteret for titler og links til selv at undersøge videre.

Andre møder i Det Hemmelige Selskab for Historie

Tors, 24. oktober 2024 16.30 - 18.00
Jean Hersholt - Klodshans i USA /v Hans Wendelboe Bøcher, foredragsholder og historieformidler. Læs mere her.

Torsdag, 14. november 2024 16.30 - 18.00
Hvis du kunne spørge Grundtvig om lige hvad du har lyst til, hvad skulle spørgsmålet så være? v/ Kåre Vedding Poulsen, redaktør i DR KBU og journalist. Læs mere her.