Spring til indhold

Efterår på Koldkrigsmuseum Stevnsfort - Ven eller Fjende?

Diverse: Andet

Tag familien med i undergrunden til en unik oplevelse. Anbefales til børn mellem 6-12 år, men alle er velkomne. 18 meter nede i kalk og flint ligger Stevnsfortet. Herfra holdt soldater i 40 år øje med fjendens bevægelser under den kolde krig.

Familietur: Ven eller fjende?

Tag familien med i undergrunden til en unik oplevelse.

Anbefales til børn mellem 6-12 år, men alle er velkomne.

18 meter nede i kalk og flint ligger Stevnsfortet. Herfra holdt soldater i 40 år øje med fjendens bevægelser under den kolde krig, og I kan komme helt tæt på, hvordan de gjorde.

På familieturen kan I se en ægte kanon, skrive i kode, smage på en nødration og få ram på fjendens skib. Fortets 1,7 kilometer lange underjordiske gange er også en oplevelse i sig selv. De kolde vægge er grønne af alger fra havet, hvor fortets flugtgange fører ud, og ved udgangen kan I se grotteedderkopper.

Familieturen præsenterer fortet på børnenes præmisser. Der er derfor fokus på aktiviteter og en børnevenlig introduktion til den kolde krig med plads til spørgsmål. Nogle museumsgenstande kan dog kun tåle begrænset aktivitet, og det informerer guiden om.

Terrænet over fortet er også åbent, og her kan I færdes frit rundt og se forskelligt militært udstyr som bl.a. missiler og kampvogne enten før eller efter turen i undergrunden.
Medbragte madpakker kan nydes på bænke i terrænet.

Det praktiske:

Turen i undergrunden er altid med en guide, og der er plads til 24 deltagere. Turen tager en time fra vi går ned, til vi er oppe igen.

Der er koldt i undergrunden, så husk en varm trøje. Der kan købes varme drikke i museumsbutikken, som I gerne må medbringe i undergrunden.

Tag praktiske sko på - der er elevator og mulighed for at tage en klapvogn med ned.

Kom en halv time før, så I kan nå at tjekke ind i velkomstbygningen og finde hen til kanonen, hvor turen starter.

Vi ser frem til at se jer.

Kort baggrund: Den kolde krig og Stevnsfortets rolle

Den kolde krig var ideologiernes sammenstød: hvem kunne skabe det bedste samfund, og hvem kunne øve størst indflydelse på globalt plan? Fra 1945 til 1991 rasede rivaliseringen mellem den kommunistiske og den demokratiske blok. En rivalisering, der gav sig til kende på alle planer af samfundslivet, men især forbindes med våbenkapløbet, som i perioder spredte stor angst for en altødelæggende atomkrig.

Med sin placering som "Østersøens dørvogter" lå Danmark i frontlinjen og Stevnsfort skulle, i krig, være med til at forhindre at fjenden kunne slippe ud af Østersøen. Til hverdag holdt man - døgnet rundt - øje med skibene i Øresund og var på den måde med til tage temperaturen på den verserende konflikt.

På vores breddegrader blev konflikten aldrig til åben krig. Deraf navnet "den kolde krig", men Stevnsfort vidner den dag i dag om en periode, hvor man i høj grad var klar til krig

se mere på: www.oesm.dk.