Spring til indhold

Netværkscafé om fædre og efterfødselsreaktioner

Diverse: Foredrag

Sind og Fødsel inviterer til en aften, hvor fædres efterfødselsreaktioner er i fokus - med besøg af en af landets førende eksperter.

"At være far til to er fantastisk, men jeg havde aldrig troet at jeg ville blive ramt så hårdt i netop denne del af livet." Jonas, far til to.

Omkring 7-10 procent af fædre bliver hvert år ramt af en fødselsdepression. Hvordan opleves det at blive ramt på psyken i forbindelse med forældreskabet for mænd? Er der særlige problematikker der gør sig gældende? Hvilke symptomer skal mænd særligt være opmærksomme på?

Sind og Fødsel inviterer til en aften hvor fædres efterfødselsreaktioner er i fokus. Vi får besøg af en af landet førende eksperter inden for området, Svend Aage Madsen, som er psykolog, ph.d. og klinisk specialist på Rigshospitalet. Svend Aage har forsket i mænds psykiske sundhed i de sidste mange år, særligt i fædres fødselsdepressioner, og har udgivet en lang række bøger og artikler om emnet.

Vi får også besøg af en far som vil fortælle sin historie om at blive ramt af en efterfødselsreaktion. Jonas fik en reaktion i forbindelse med at hans andet barn kom til verden. Han vil fortælle om sin oplevelse og om hvordan han gerne selv ville være blevet mødt da livet slog knuder i det tidlige forældreskab. Vi håber at I vil tage godt imod ham.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og diskutere fædre og efterfødselsreaktioner/fødselsdepressioner med Svend Aage og Jonas.

Sind og Fødsels netværkscafeer er et rum for at tale om efterfødselsreaktioner, og vi inviterer alle der har en interesse i emnet til at deltage. Du er velkommen til at deltage hvis du er eller har været ramt af en efterfødselsreaktion, eller hvis du er pårørende. Det samme gælder alle der har berøring med emnet professionelt eller på anden vis.

Arrangementet er gratis - og uden tilmelding. Kom gerne i god tid, da der er et begrænset antal pladser.

Arrangementet er støttet af Nordea-fondens pulje "Liv i det lokale".